Ved otte-tiden om morgenen i søndags under nåletræerne et sted i en vestjysk plantage lød et lille klik. Et vildtkamera reagerede på bevægelse i skovbunden. Næste dag tømte frivillige privatpersoner, der arbejder for Naturhistorisk Museum Aarhus, kameraet, og de kiggede en ekstra gang. For her så de de første billeder af et nyt kuld danske ulvehvalpe. Seks små rovdyrhvalpe i alt, der tumlede omkring.
Det er opsigtsvækkende, fordi de er de første små ulve her i landet siden det allerførste danske kuld så dagens lys i foråret 2017 – efter at ulven ellers har været udryddet i Danmark i over 200 år.




























