Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Chefer lovede sagsbehandlere isbar: Helsingør Kommune vil gennemgå sager om sygedagpenge

Lyt til artiklen

Helsingør Kommune vil genbehandle samtlige sager om sygedagpenge i kommunen de seneste uger.

Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Det sker, efter at TV2 har kunnet beskrive en konkurrence udskrevet af ledelsen i kommunens jobcenter, der lovede sagsbehandlerne en isbar, hvis de blandt andet fik nedbragt antallet af borgere på sygedagpenge.

Og det er altså de sager, der er blevet behandlet, mens konkurrencen har stået på, der nu skal ses på igen.

»Den omtalte konkurrence har ikke medført, at vi har ændret vores praksis i behandlingen af sygedagpengesager. Men borgerne skal kunne have tillid til vores sagsbehandling, og jeg ønsker ikke, at der som udløber af denne sag er borgere, som kommer i tvivl om det.

»Hverken for borgernes eller medarbejdernes skyld. Derfor går vi tilbage og gennemgår sagerne fra de seneste uger, hvor den omtalte konkurrence har stået på, udtaler Kristjan Gundsø Jensen, chef for Center for Job, Borgerservice og Teknologi i Helsingør Kommune i pressemeddelelsen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her