Næppe havde Mattias Tesfaye (S) sat sig i stolen som udlændinge- og integrationsminister, før foreningen Sjælsmarks Venner sendte ham et brev. For når nu Socialdemokratiet og støttepartierne er enige om, at der ikke skal bo børn på den nedlagte kaserne, der siden 2016 har fungeret som udrejsecenter for afviste asylansøgere, kan man lige så godt begynde at gøre det lidt lettere at være barn på stedet.
»Vi sendte et brev i fredags, hvor vi bad om nogle små praktiske ting. At beboerne skulle have lov til at spise på værelserne, og at de skulle have adgang til et køleskab. Vi bad også om, at vi fra Sjælsmarks Venner må forære dem en kogeplade hver, så de kan begynde at lave små primitive måltider på værelserne«, siger Marianne Haugaard fra Sjælsmarks Venner.



























