Da Politiken besøgte Sjælsmark i september 2017, flød skidtet på gangene, og der stod madrester, afgnavet brød og halvlunken mælk på værelserne, for beboerne må ikke lave deres egen mad, have køleskab eller andre elektriske installationer. De lange håndvaske var rustfarvede og uhumske. Nogle steder havde de afviste asylansøgere gjort rent, andre steder havde rodet taget magten fra dem, og beboerne dryssede rundt som zombier i en spøgelsesby. De havde intet mål. Gik bare frem og tilbage, standsede op og gik lidt igen.
Nu er det juni 2019. Den eneste forskel er, at der dengang boede omkring 50 børn, mens der nu bor omkring 150 børn og 250 voksne. De fleste, som boede her i 2017, er her stadig, men da vi i denne uge besøger Sjælsmark for at tale med nogle af dem, må vi opgive. De ligger på deres senge for nedrullede gardiner, selv om det er 20 grader og solskin udenfor, og de er for traumatiserede og for bange for, hvad deres forældre kan finde på at gøre ved sig selv til, at det ville give mening at spørge til de aktuelle politiske forhandlinger om Sjælsmark på Christiansborg.
