Redningsmandskab forsøger fredag morgen at hjælpe en mand fri fra en personbil på Fynske Motorvej ved Nyborg.
Her er bilen kørt op bag i en lastbil, og bilisten er blevet fastklemt.
Det oplyser Fyns Politi.
På grund af ulykken, som politiet beskriver som 'alvorlig', er motorvejen blevet spærret i vestgående retning efter afkørsel 46.
»Trafikken ledes af motorvejen via afkørsel 46«, fortæller vagtchef Ehm Christensen omkring klokken 09.
»Bilisten er fastklemt, men er ved bevidsthed«, fortsætter han.
Vagtchefen kender endnu ikke årsagen til ulykken.
Politiet modtog anmeldelsen klokken 08.15.
ritzau




























