Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Siden tildækningsforbuddet, ofte kaldet burkaforbuddet, trådte i kraft i sommeren 2018, har 17 personer fået en bøde for at overtræde bestemmelsen

Efter et år med forbud har 17 fået en burkabøde

Sidste sommer gik debatten om det såkaldte burkaforbud, der trådte i kraft. Efter et år har 17 personer fået en bøde for at overtræde loven. Her se tildækkede kvinder til en demonstration for at vise deres utilfredshed med burkaforbuddet i 2018. Foto: Per Rasmussen
Sidste sommer gik debatten om det såkaldte burkaforbud, der trådte i kraft. Efter et år har 17 personer fået en bøde for at overtræde loven. Her se tildækkede kvinder til en demonstration for at vise deres utilfredshed med burkaforbuddet i 2018. Foto: Per Rasmussen
Lyt til artiklen

Spørgsmålet om, hvorvidt man skal have lov til at gå i burka eller niqab i det offentlige rum, var et af de største værdipolitiske slagsmål i 2018.

Det endte med, at et flertal i Folketinget indførte et tildækningsforbud, populært kaldet burkaforbuddet, som kriminaliserer heldækkende ansigtsbeklædning.

Siden loven trådte i kraft den 1. august 2018, og indtil den 17. juni i år har politiet rejst 37 sigtelser og udstedt 17 bødeforlæg for overtrædelser af tildækningsforbuddet. Det viser tal fra Rigspolitiet, som Kristeligt Dagblad har fået indsigt i.

’Skam’-stjerne: »Hvis jeg tildækker mig, er der ingen, der kan bedømme, hvordan min krop ser ud«

De 20 sigtelser, der ikke er endt med en bøde, dækker over tilfælde, hvor et eventuelt bødeforlæg stadig vurderes, eller hvor politiet har valgt ikke at udstede en bøde.

Til sammenligning har Kristeligt Dagblad i januar beskrevet, hvordan der knap et halvt år efter, at burkaforbuddet trådte i kraft, var udstedt 12 bøder.

Politiet må ikke være konfliktsky

Hos Dansk Folkeparti mener udlændingeordfører Pia Kjærsgaard, at tallet kunne være endnu højere. Men hun mistænker politiet for at være tilbageholdende og ikke »gå hårdt nok til den«.

»Naturligvis skal politiet forholde sig til det, når de ser en tildækket kvinde. Vi vil ikke have det i Danmark, og det mener et stort flertal i Folketinget. Politiet må ikke være konfliktsky«, siger Pia Kjærsgaard.

Hun henviser til flere episoder, der det seneste år har udløst diskussioner om, hvornår politiet bør udstede bøder for overtrædelse af forbuddet. Politiet kan undlade at gribe ind, såfremt de skønner, at en person bærer burka eller niqab på grund af et »anerkendelsesværdigt formål«, eksempelvis ved demonstrationer.

Efter et halvt år med forbud: 12 har fået burka-bøde

Kristeligt Dagblad kunne tidligere på året fortælle, at politiet med henvisning til den undtagelse undlod at udstede bøder for overtrædelse af tildækningsforbuddet ved en fredagsbøn i marts foran Christiansborg, der blev afholdt af den islamistiske organisation Hizb ut-Tahrir.

Det udløste kritik fra både Venstre og Dansk Folkeparti, der kaldte det en »misforståelse« af lovens bestemmelser.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her