En 75-årig kvinde blev mandag eftermiddag dræbt, da hun blev påkørt af en lastbil på Jens Holms Vej i Kolding.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi, der fik alarmen om ulykken klokken 16.58.
Ulykken skete, da lastbilen skulle køre ud fra en virksomhed.
»Foran lastbilen holder en personbil, der også skal ud fra virksomheden, fortæller politiets vagtchef Jørn Lindhardt.
»Da personbilen kører frem, kigger lastbilchaufføren til højre og til venstre, men han ser ikke kvinden, som er foran lastbilen, og han rammer hende, da han sætter i gang, fortsætter han.
Kvinden blev bragt til Kolding Sygehus, men hun var død ved ankomsten.
Hendes pårørende er blevet underrettet.
ritzau





























