Østjyllands Politi har søndag eftermiddag gennemført en politiaktion i Bispehaven i det vestlige Aarhus.
Omkring middag fik politiet en anmeldelse om, at en 27-årig mand havde forskanset sig med sin 4-årige datter i en lejlighed på Hasle Centervej i Bispehaven i det vestlige Aarhus. Flere patruljer blev sendt af sted til stedet for at få kontakt til den 27-årige mand, da der var frygt for, at han måske ville gøre skade på den 4-årige pige.
Det skriver Østjyllands Politi på sin hjemmeside.
Efter at have fået kontakt til personerne i lejligheden, blev der løbende forhandlet og kommunikeret. Forhandlingerne blev afsluttet omkring klokken 16. Politiet beskriver sin indtrængning i lejligheden som »helt udramatisk«, og den 27-årige mand er nu blevet anholdt uden problemer. Den 4-årige pige er ikke kommet til skade og har det efter omstændighederne godt, lyder meldingen fra politiet.
I forbindelse med aktionen blev de øvrige beboer i opgangen evakueret, da politiet ikke ville tage nogen chancer, inden man havde det fulde overblik over situationen. Der var dog på intet tidspunkt nogen fare for de øvrige beboere.
Manden er foreløbig sigtet for trusler på livet og vil blive kørt ind til politigården i Aarhus til afhøring. Herefter skal der tages stilling til, hvorvidt han mandag skal fremstilles i grundlovsforhør.
Østjyllands Politi ønsker ikke at komme med yderligere oplysninger på nuværende tidspunkt.




























