»Det er ikke noget, jeg kender noget til. Du må kontakte Østjyllands Politi«.
Det skriver Venstre-politikeren Britt Bager til Politiken, efter det er kommet frem, at Østjyllands Politi efterforsker, om hun har modtaget ulovlig partistøtte.
Sagen handler om de 100.000 kroner, som Britt Bager modtog i støtte til valgkampen. Ifølge partistøtteloven skal identiteten på donorer, der bidrager med mere end 20.000 kroner, indberettes til myndighederne.
Men skete ikke, da Britt Bager i forbindelse med folketingsvalget i 2015 modtog 100.000 kroner. Det skyldes, at pengene blev overført i bidder af 20.000 kroner fra fem forskellige selskaber. Den finte er ulovlig, sagde to juraprofessorer til Politiken tilbage i april. Nu undersøger Østjyllands Politi det.
Men det kender Britt Bager, sagens hovedperson, ifølge hende selv ikke noget til.
Ikke første gang
Britt Bager har før været genstand for efterforskning i Midt-og Vestjyllands Politi, da Venstre-politikeren dengang var opstillet i Favrskov-kredsen. Siden er Britt Bager skiftet til Østjyllands Storkreds.
Enhedslisten anmeldte tilbage i april Britt Bager for den såkaldte donorfinte. Dengang sagde Enhedslistens Eva Flyvholm til Politiken, at:
»Det er et stort problem for vores demokrati, hvis man ikke ved, hvem der sponsorerer politikere, som stiller op til folketingsvalget«.
Østjyllands Politi har ikke bekræftet, at det er Enhedslistens anmeldelse, der ligger til grund for efterforskningen. Ifølge Netavisen Pio afhører politiet i denne uge centrale kilder i sagen.
fortsæt med at læse




























