En voldsom eksplosion ved en beboelsesejendom i Gersagerparken i Hundige natten til i dag kan måske forklares med en konflikt mellem personer fra området.
Det vurderer Midt- og Vestsjællands Politi tirsdag formiddag.
Braget lød lidt før klokken to. Ingen mennesker kom noget til, men der er opstået store skader på ejendommen.
»Det er endnu for tidligt at udtale sig om motiv og gerningsmand i sagen. Det er dog politiets umiddelbare vurdering, at sprængningen kan have relation til en lokal forankret konflikt mellem personer fra området«, skriver politiet i en pressemeddelelse.
Tidligt tirsdag morgen fortalte vagtchef Boye Rasmussen om situationen:
»Udhænget foran indgangsdøren er sprængt væk. Så det er en forholdsvis kraftig eksplosion, som der nok skal mere til end et kanonslag. Efter vores vurdering kræver det nok en sprængkraft svarende til en håndgranats«, sagde vagtchefen.
Han tilføjede at politiet har fundet fragmenter på stedet.
Politiet håber på at få hjælp fra offentligheden. Hvis personer har oplysninger i sagen eller har set noget, opfordres de til at henvende sig. Som led i forsøget på at få kontakt med borgere har politiet kørt en såkaldt mobil politistation til området.
Seks biler sprængt i luften
I april skete der også en eksplosion i Gersagerparken. Seks biler på en parkeringsplads blev ødelagt ved en natlig sprængning.
Dengang sagde politiet, at man mente, at der var tale om en håndgranat. Det blev også sagt, at baggrunden kunne være et internt opgør mellem folk i det kriminelle miljø.
I slutningen af juni i år blev der affyret skud i Gersagerparken. En mand på 27 år blev ramt. Desuden var der skudhuller i flere biler.
Drabsforsøget skete om eftermiddagen, og politiet udtrykte undren over, at ingen borgere i området havde ringet om skyderiet. Politiet fik først meldingen efter en times tid. Den sårede søgte hjælp på Hvidovre Hospital og fortalte, at han var blevet skudt.
I Midt- og Vestsjællands Politi ønsker man tirsdag ikke at svare på spørgsmål om den lokale konflikt, som kædes sammen med eksplosionen.
»Vi har ingen kommentarer af hensyn til efterforskningen«, siger kommunikationsmedarbejder Camilla Schouw Broholm.
ritzau
fortsæt med at læse




























