Der er sket en bilulykke på den motorvej, du kører af hver dag på arbejde. Du ringer 112, men kan hverken huske, hvad motorvejen hedder, eller om den er i sydgående eller nordgående retning.
Det er et eksempel på en situation, som vagthavende operationschef ved Hovedstadens Beredskab Michael Møller siger, sker alt for ofte.
»Det allerstørste problem, vi oplever, er at folk ikke ved, hvor de er, når de ringer. Det betyder, at vi skal bruge rigtig lang tid på at finde ud af det. Og hvis det er livsvigtigt, at vi kommer hurtigt, så er det dumt at skulle bruge et minut på at finde ud af, hvor de er.«
Men fra i dag af vil det blive lettere for Beredskabet at finde dem, der ringer 112. Rigspolitiet har nemlig oplyst Justitsministeriet om, at den såkaldte AML-teknologi - Advanced Mobile Location - er blevet rullet ud. Det betyder, at fra nu af når en borger ringer 112 med en smartphone, der anvender et Android-styresystem, vil alarmcentralen kunne lokalisere, hvor han eller hun er henne.
»Den nye ordning kommer til at redde liv. Reaktionstiden bliver hurtigere, hvilket betyder, at der hurtigere kommer hjælp til stedet.«
iPhone-brugere kan ikke spores
Det er dog kun Googles Android system, som beredskabsmyndighederne har en aftale med. Det betyder, at det på nuværende tidspunkt kun er 47 procent af danskernes telefoner, som alarmcentralen kan spore ved et 112-opkald, siger Michael Møller, operationschef hos Hovedstadens Beredskab.
Han tilføjer, at når der, på et endnu uvist tidspunkt, kommer en aftale med Apple, vil det være cirka 90 procent af danskernes telefoner, der kan spores igennem 112-opkald.
Kan man forestille sig, at nogle vil holde sig tilbage fra at ringe 112, når de ved, at deres telefon bliver sporet?
»Det er ikke en situation, hvor man overvejer. Man handler. Jeg kan ikke forestille mig, at der er nogen, der i sådan en situation vil være så kolde eller skarpe at sige »ikke fra min telefon«. Også selvom det er nogle mennesker, der ikke vil have kontakt med politiet«, siger Michael Møller.
fortsæt med at læse


























