Bagmandspolitiets chef er sendt hjem. Årsagen holdes hemmelig.

Chefen for bagmandspolitiet er blevet fritaget for tjeneste

Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

Morten Niels Jakobsen, der er chef for bagmandspolitiet, er indtil videre fritaget for tjeneste med løn.

Det oplyser Anklagemyndigheden i en kort pressemeddelelse.

Anklagemyndigheden oplyser ikke baggrunden for fritagelsen af Morten Niels Jakobsen, der har været chef for bagmandspolitiet siden 2014.

Fritagelsen kommer kort efter, at Justitsministeriet 20. august rettede en stærk kritik af bagmandspolitiets håndtering af sagen om Dan-Bunkering, der er mistænkt for at have brudt EU-sanktioner mod Syrien.

Rigsadvokaten oplyser dog ifølge Ritzau, at beslutningen ikke har forbindelse til Dan-Bunkering-sagen.

Presserådgiver hos Rigsadvokaten Jens Fuglsang Edelholt bekræfter over for Politiken, at fritagelsen ikke har noget med håndteringen af Dan-Bunkering-sagen at gøre. Han oplyser yderligere, at der ikke bliver meldt noget ud senere.

Statsadvokaten i Viborg overtager

Morten Niels Jakobsen blev udnævnt som chef for bagmandspolitiet i juni 2014. Han har en juridisk kandidatgrad fra Aarhus Universitet i 1999. Tidligere har han været chef for Justitsministeriets Internationale Kontor.

Foreløbigt overtager Kirsten Dyrman, statsadvokaten i Viborg, posten som chef for bagmandspolitiet.

Hun var chef for Den Uafhængige Politiklagemyndighed fra dens oprettelse i 2011 indtil sidste år, hvor hun blev udpeget til statsadvokat. Politiklagemyndigheden behandler sager om politiets ageren.

Marie Nissen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her