Politiken kårer hver dag, hvem der har haft en god dag – og hvem der har haft en dårlig dag.

En god dag for nybagte jyske mødre og en dårlig dag for sognepræster

Lyt til artiklen

En god dag for ...

Nybagte jyske mødre. At få sit første barn sætter ikke blot gang i mælkeproduktion, men også tanker om liv og død og egen identitet. 88 procent kommer til at tænke på, hvor sårbart livet er. 75 procent får nye forestillinger om, hvad livets mening er. Og 64 procent oplever for første gang noget, som er større end dem selv. Det viser en ph.d. fra Christina Prinds, omtalt i Kristeligt Dagblad, der også bringer det glade budskab om, at folkekirkens præster, i hvert fald i Jylland, står klar til at rådgive den nye målgruppe. I går åbnede Aalborg Universitetshospital for en fast træffetid hos ’svangrepræsten’ – et koncept, man i snart to år har tilbudt på Regionshospitalet Randers, når en mor ud over bekymringer om amning og barnets vægtkurver også begynder at tvivle på sig selv og ideen med at gå fra selvstændig kvinde til et fuldtidsjob som servicemedarbejder for en savlende mindreårig. Chefjordemoder Lone Neumann fra hospitalet i Randers understreger dog, at det ikke er en religiøs samtale, men at præster er gode til at tale med folk om eksistentielle spørgsmål.

En dårlig dag for ...

Sognepræster. Mens folkekirken opdyrker nye markeder på fødegangene og oplever stormende succes med babyrytmik og spaghettigudstjenester for de travle børnefamilier, ser det ud til, at man har det rigtig svært med den ældre målgruppe, som vi i dagspressen ellers lever højt på – så længe det varer. De efterladte har ikke længere samme behov for at benytte sig af folkekirkens kerneforretning, begravelse i egnede lokaler med prædiken, kor og orgelmusik. I dag bliver hver sjette dansker begravet uden for kirken, viser tal fra Danmarks Statistik. For 10 år siden var det kun hver 11., som havde pårørende, der sagde nej til kirke og ordnede ceremonien selv. Flest borgerlige begravelser finder man i Københavns Stift og i Helsingør Stift i Nordsjælland. Der er færrest borgerlige begravelser i Viborg, Ribe og Aalborg. Men heller ikke de jyske præster skal føle sig sikre som amen i kirken, for i alle tre stifter er antallet af borgerlige begravelser fordoblet på 10 år. Tendenser fra øst rejser tit mod vest. Nogle gange tager det bare lidt tid.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her