En indsat i Ringe Fængsel er flygtet, mens han var på besøg på Bispebjerg Hospital. Den 45-årige mand blev bevogtet, da det klokken 17.23 mandag lykkedes ham at stikke af.
Det fortæller Jesper Frandsen, vagtchef ved Københavns Politi.
»Arrestanten var af personlige årsager på besøg på Bispebjerg Hospital under bevogtning af Kriminalforsorgen. I forbindelse med besøget undviger han«.
»Vi er ved at undersøge, hvilke omstændigheder der lå til grund«, siger vagtchefen.
Han oplyser, at manden inden flugten var ved at afsone en dom i Ringe Fængsel på Fyn. Det er ifølge Kriminalforsorgens hjemmeside et lukket fængsel for udvisningsdømte kriminelle.
Han kan ikke oplyse, hvad grunden er til, at manden sad fængslet. Der er dog ingen grund til, at folk bliver bange.
»Vi vurderer ikke, at han er farlig«, siger Jesper Frandsen.
Vi vurderer ikke, at han er farlig
Politiet forsøger at klarlægge, hvordan det lykkedes den indsatte at flygte, og hvor han opholder sig.
ritzau
fortsæt med at læse




























