En kraftig eksplosion i pizzeriaet Pizza 73 på Jyllingevej i København skaber store problemer i morgentraffikken.
Politiet har således spærret den store indfaldsvej mellem Ålekistevej og Jernbane Allé, og Politikens fotograf på stedet, Jens Dresling, fortæller, at der har udviklet sig en stor kø. Politiet opfordrer på Twitter bilister til at finde alternative veje i morgentrafikken, da oprydningsarbejdet vil vare det meste af formiddagen.
»Jeg kan godt bekræfte, at der har været en eksplosion, som har givet et højt brag. Det har været temmelig kraftigt«, siger vagtchef Kristian Rodin til Ritzau tidligt onsdag morgen.
Vagtchefen fortæller yderligere til Ritzau, at området ved pizzariaet vil være afspærret frem til middagstid og muligvis længere. Det vides ikke, om denne afspærring også vil forlænge blokeringen af trafikken.
Lidt i otte skrev politiet på Twitter, at ingen er kommet til skade i forbindelse med eksplosionen.
Årsagen er uvis
Eksplosionen fandt sted ved 5.40-tiden og var så kraftig, at den kunne høres tre-fire kilometer væk.
Fem vinduespartier i bygningen er blevet knust og slynget tværs over vejen, hvor der også er knust en rude i bygningen på modsatte side.
Politiet skriver på Twitter, at eksplosionen efterforskes, men at der endnu ikke er nogen forklaring på eller teori om, hvad der ligger bag. Politiet efterlyser i den forbindelse vidner, der omkring klokken 05.40 onsdag morgen har set noget mistænkeligt i området ved Jyllingevej.




























