Politiet ransager 31 adresser i det københavnske bandemiljø

Lyt til artiklen

Politiet har gennemført en koordineret ransagningsaktion mod 31 adresser i København og på den københavnske Vestegn.

Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Politiet holder kortene tæt til kroppen, men tilføjer, at ransagningerne sker i bandemiljøet.

Siden februar har der været 13 sprængninger i Storkøbenhavn, og aktuelt udspiller der sig en konflikt mellem banderne NNV og Brothas.

Desuden beslaglagde politiet i sidste uge 57 skydevåben og en stor mængde ammunition, der blandt andet var beregnet til brug i bandemiljøerne.

Og det er på den baggrund, at politiet har lavet ransagningerne torsdag, lyder det.

Mand dræbt i Ishøj

Politiaktionen involverede foruden Københavns Politi også Københavns Vestegns Politi. Derfor koordineres den af Særlig Efterforskning Øst, fortæller politiinspektør Torben Svarrer fra SEØ til Ritzau.

Også Forsvarets specialister i sprængstoffer, EOD, gav en hånd med i aktionen, hvilket er normal praksis i aktioner som disse.

Gennem den seneste måneds tid har hovedstadsområdet været præget af voldsomme uroligheder i det kriminelle miljø.

Det kulminerede den 15. september, da en 22-årig mand blev dræbt i en byge af skud i Ishøj.

Baggrunden og motivet for drabet har politiet ikke løftet sløret for.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her