Vi kender alle klicheerne: den nordiske model, den nordiske velfærdsstat, den nordiske frihed, nordisk demokrati, det nordiske lys, nu også nordisk mad. Hvad enten det bliver klistret på noget konkret eller knyttes til en abstrakt forestilling, er betegnelsen nordisk i vore dage næsten altid noget positivt. Men hvad menes der? Er det bare tomme fraser, der pudses af ved festlige lejligheder, eller eksisterer der en nordisk kulturel identitet og samhørighed? Hvis ja, hvad skaber den: sproget, historien, naturen eller noget helt andet?
Der er skrevet bøger om emnet, tit med en romantisk eller ligefrem sentimental tilgang, i sig selv en indikation af noget positivt. Ofte bruges Norden som en form for overbygning til det nationale. Et godt eksempel er J.C. Hostrups kendte sang ’Høje Nord, Friheds Hjem’. Digterkollegaen Christian Richardt forestiller sig i ’En skål for det blinkende søernes bånd’ den dag, »da Kattegat skal lystre det nordiske flag«. Med botaniske metaforer beskriver han Norden, bøgen er Danmarks træ, birken noget typisk svensk, nåletræerne karakteristisk for Norge. Træerne fortæller om folkekarakteren. De skyggefulde bøgetræer gør danskerne magelige, birketræerne svenskerne pyntelige, mens de mange nåletræer gør nordmændene stikne. Men hovedbudskabet er, at Norden er frihedens hjem.
