Sagen mod Britta Nielsen kan næppe nås på de dage, Københavns Byret har sat af til behandlingen af de omfattende bedragerier mod Socialstyrelsen.
Det blev ikke bedre tirsdag, hvor den retssagen atter måtte udskydes.
I sidste uge var det akut sygdom hos tiltalte, der gav knas i retsmaskineriet. Tirsdag kom retten ikke meget videre: Retsformand Vivi Sønderskov Møller fortalte i retssal 60, at retssagen mod Britta Nielsen bliver udskudt yderligere på grund af en redegørelse, som forsvareren Nima Nabipour har krævet fra anklagemyndigheden.
I redegørelsen skal anklagemyndigheden svare på, hvorfor forsvareren ikke har fået udleveret alle væsentlige dokumenter i sagen, før den blev indledt i Københavns Byret i sidste uge. Det handler især om en aftale, som Britta Nielsen tilbage i november 2018 underskrev efter sin anholdelse i Sydafrika, hvilket gjorde, at hun kunne rejse hjem til Danmark.
PARAGRAF 88
Nima Nabipour mener, at omstændighederne omkring aftalen – som dengang blev underskrevet uden hans vidende og alene under vejledning fra hendes sydafrikanske forsvarer, selv om Nima Nabipour på dette tidspunkt var beskikket som Britta Nielsens danske forsvarer – er meget uklare. Og han mener, at de omstændigheder skal afklares i en redegørelse, før sagen kan fortsætte i Københavns Byret og han klient skal afgive forklaring.
Før Britta Nielsens afhøring vil Nima Nabipour også have retten til at tage stilling til, hvilken straframme, hun kan forvente. Her vil forsvarsadvokaten have retten til at vurdere en særlig paragraf - paragraf 88 i straffeloven - som indgår i anklageskriftet mod Britta Nielsen. Han vil have brugen af den bestemmelse taget ud af sagen.
Ender paragraffen med at blive taget i brug, bliver det muligt at idømme Britta Nielsen en straf, der er op til en halv gange højere end den gængse. Det kan altså potentielt hæve straframmen til 12 års fængsel i stedet for 8.
Forsvarsadvokaten kobler diskussionen om paragraf 88 sammen med Britta Nielsens hjemsendelsesaftale - for hvis han havde kunnet komme i kontakt med sin klient dengang, Britta Nielsen indgik aftalen om at rejse frivilligt hjem til Danmark og de danske myndigheder, ville han så måske have krævet, at det blev skrevet ind i dokumentet som et vilkår, at paragraf 88 ikke måtte blive udløst, når straffesagen imod Britta Nielsen en dag skulle indledes? Det kan han ikke afvise.
Derfor mener forsvarsadvokaten, at det nu er endnu mere presserende, at de nærmere omstændigheder omkring forløbet med aftalen klarlægges, før hans klient bliver stillet spørgsmål i retten. Spørgsmål, som hun ifølge sin forsvarer er indstillet på at ville besvare.
Redegørelse om udleveringsaftale er ikke klar endnu
Britta Nielsen var egentlig programsat til at blive afhørt i dag. Men Nima Nabipour mener ikke, at det er forsvarligt i forhold til den tiltaltes retssikkerhed at fortsætte sagen, førend redegørelsen er afleveret, fortalte han de fremmødte journalister foran Københavns Byret.
Retsmødet tirsdag endte altså kun med at vare et par minutter.
Redegørelsen og det generelle forløb ønskede de to anklagere fra Bagmandspolitiet ikke at kommentere, da de forlod byretten.
SAGEN KORT
Sagen vil tidligst genoptages den 5. november. Her er Britta Nielsens afhøring igen på programmet. Og hendes forsvarer forventer, at Britta Nielsen denne dag nu vil være parat til at tale. Hvis altså redegørelsen ligger klar. Og hvis ikke det nu ifølge forsvareren får sagen til at stå i et andet lys.
fortsæt med at læse




























