To mænd fremstilles onsdag eftermiddag i et grundlovsforhør ved Retten i Randers.

Varetægtsfængsles i fire uger: Ledende medlem af nynazistisk gruppe anholdt for hærværk

På årsdagen for Krystalnatten blev mere end 80 gravsten overhældt med maling på den jødiske gravplads Østre Kirkegård i Randers. Her arbejder Mikael Hansen på at udbedre skaderne. Foto: Jens Dresling/POLFOTO
På årsdagen for Krystalnatten blev mere end 80 gravsten overhældt med maling på den jødiske gravplads Østre Kirkegård i Randers. Her arbejder Mikael Hansen på at udbedre skaderne. Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

To mænd, der er blevet sigtet for hærværk mod jødiske gravpladser i Randers, er blevet varetægtsfængslet i fire uger.

Det er netop kommet frem et grundlovsforhør ved Retten i Randers, hvor de to mænd blev fremstillet.

»Der er begrundet mistanke om, at de er skyldige i de rejste sigtelser«, siger dommer Marianne Sonne.

En af de anholdte i hærværkssag mod jødisk gravplads er en 38-årig såkaldt redeleder i organisationen Den Nordiske Modstandsbevægelse, der kalder sig selv en revolutionær nationalsocialistisk kamporganisation.

Da han fremstilles i retten onsdag eftermiddag, nægter han sig skyldig i sigtelsen om at have øvet hærværk mod den jødiske gravplads.

Nægter sig skyldig

84 gravsten blev overhældt med maling, og flere af dem blev væltet.

Men manden, der er karseklippet, iført grøn trøje og sorte støvler, nægter sig skyldig i anklagen.

Den medsigtede, en mand på 27 år, nægter sig ligeledes skyldig.

Han er iført en grå hættetrøje og sorte gummisko.

Anklager: Hærværk var planlagt

Anklager Steffen Andersen har forinden læst sigtelsen op. Det er anklagerens opfattelse, at hærværket mod de jødiske grave er sket i forening og efter forudgående planlægning.

Det er ikke kun de jødiske gravsten, der er blevet skændet. Politiet mener også, at de to mænd har kastet sort og grøn maling på facaden af en bygning tilhørende Sparekassen Kronjylland.

Bygningen har en jødisk davidsstjerne på facaden.

Hærværket har samlet set udløst skader for mere end 100.000 kroner, fremgår det af sigtelsen.

Sigtet for racisme

Ud over hærværk er de to mænd sigtet efter straffelovens paragraf 266b, den såkaldte racismeparagraf.

Det er politiets opfattelse, at hærværket er begået for at nedværdige eller forhåne en bestemt befolkningsgruppe.

Natten mellem 9. og 10. november var 81-årsdagen for Krystalnatten. Dengang blev flere jøder dræbt af nazisterne.

Navnet henviser til de store mængder af glas fra knuste butiksruder, der lå i natten og glimtede som krystaller.

Dommeren har valgt at lukke dørene til grundlovsforhøret af hensyn til den videre efterforskning i sagen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her