Det har kostet Socialstyrelsen omkring ti millioner kroner at rydde op efter Britta Nielsens svindel.
Det fortæller Rikke Thoning, vicedirektør i Socialstyrelsen, fredag formiddag i Københavns Byret, hvor hun er indkaldt som vidne.
»Det er over ti millioner kroner, vi har brugt på det, og der er genereret store arbejdspukler på, at vi har skulle vende hver en sten«.
»Medarbejderne i Socialstyrelsen har arbejdet i døgndrift med det her«, fortæller hun.
Som vicedirektør i styrelsen har Rikke Thoning været to ledelseslag over Britta Nielsen.
Ville lade andre afgøre hendes fremtid
Rikke Thoning har tidligere udtalt til TV2, hvor hun sagde, at det var op til andre at beslutte, hvorvidt hun kunne blive i stillingen som vicedirektør.
»Jeg synes, at det er op til andre at vurdere, hvorvidt jeg skal være her som vicedirektør. Det er ikke mig«, sagde hun til tv-stationen.
Britta Nielsen er tiltalt for gennem sit arbejde i Socialstyrelsen at have svindlet styrelsen for omkring 117 millioner kroner gennem 25 år.
Hun har erkendt at have overført penge til sig selv, men hun erkender ikke fuldt ud, da hun ikke kan huske det hele.
Det er uvist, hvornår der falder dom i sagen.
ritzau
fortsæt med at læse





























