Det er ikke kun Forsvarets Ejendomsstyrelse, som har begået alvorlige fejl i sagen om mulig millionsvindel i Forsvaret. Også Forsvarsministerens tætteste embedsmænd i departementet får nu kritik af Rigsrevisionen.

Forsvarsministerens departement hives ind i sag om svindel i forsvaret

Efterforskning af svindelsag kommer også til at involvere  Justitsministeriet under forsvarsminister Trine Bramsen.
   Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Efterforskning af svindelsag kommer også til at involvere Justitsministeriet under forsvarsminister Trine Bramsen. Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

Forsvarsministeriet har ikke levet op til sit ansvar og sikret, at ministeriets styrelser har fået fyldetsgørende instrukser til, hvordan man sikrer tilfredsstillende arbejdsgange ved indkøb i Forsvaret.

Det fremgår af et notat fra Rigsrevisionen, som Politiken er i besiddelse af.

Det er Forsvarsministeriet - og dermed forsvarsministerens departements - ansvar at udsende instrukser til de underliggende styrelser, som sikrer at alle regler overholdes. Det skal forhindre svindel og bedrageri.

Men Forsvarsministeriet »har valgt, at regnskabsinstruksen kun skal indeholde de overordnede rammer for regnskabsforvaltning, mens de specifikke funktioner og roller i indkøbsprocessen forventes at fremgå af de enkelte styrelsers egne forretningsgange«.

Fem er tiltalt for bestikkelse og svindel med midler i forsvaret

Dermed har Forsvarsministeriet ifølge Rigsrevisionen ikke sikret, »at der er udarbejdet tilfredsstillende skriftlige forretningsgange for indkøb på vedligeholdelsesområdet«, konkluderes det.

Forsvarsministeriets instruks har blandt andet medført, at det er de samme personer, som bestiller en ordre, godkender den og efterfølgende udbetaler pengene. »Instruksen bidrager dermed ikke til en effektiv kontrol af indkøbene hos FES (Forsvarets Ejendomsstyrelse, red).

Forsvarsministeriet bliver derfor bedt om at justere sin regnskabsinstuks, så lignende ting ikke sker igen.

Politiken arbejder på en kommentar fra Forsvarsministeriet.

Overfor Berlingske gør forsvarsminister Trine Bramsen det klart, at Forsvarsministeriets interne revision har kendt til sagen i månedsvis uden at informere hende.

»Jeg ved, at der har været kendskab til sagen gennem noget tid. Derfor sidder jeg og savner den samme indsigt i sagen. Det har jeg bedt om at få - meget hurtigt. Den her sag er så alvorlig, og når der er mistanke om svindel, så skal den selvfølgelig op og behandles på de allerøverste nagler,« siger Trine Bramsen til Berlingske.

Svindel for 1,8 mio.

Politiken kunne torsdag afsløre alvorlig mistanke om svindel og bedrageri i forsvaret.

Fredag kom det frem, at fem mænd er tiltalt for bestikkelse, medvirken til bestikkelse og groft mandatsvig. Det drejer sig om over 450 forhold. Ifølge anklagen er der sket bestikkelse for op mod 1,8 millioner kroner.

To af mændene er tidligere civile ansatte i Forsvaret, fremgår det af en pressemeddelelse. En ansat i en entreprenørvirksomhed er tiltalt for at have bestukket duoen og for mandatsvig på over mere end 1,1 millioner kroner over for sin tidligere arbejdsgivere. Og endelig er to selvstændigt erhvervsdrivende ifølge Midt- og Vestjyllands Politi også tiltalt for medvirken til bestikkelse og for mandat svig på henholdsvis 775.000 og 689.375 kroner.

Fem politianmeldt og to direktører fjernet: Få overblik over svindelsag i forsvaret

Sagen startede efter, at en rapport fra Rigsrevisionen viser massive fejl og manglende dokumentation i millionindkøb fra Forsvaret. I rapporten konkluderer Rigsrevisionen, at medarbejdere i Forsvarets Ejendomsstyrelse har haft mulighed for at kunne bedrive svig med skattekroner.

Det skyldes primært, at der ikke har været såkaldt funktionsadskillelse - det betyder, at der mindst skal være to personer inde over indkøb. Derfor har det været muligt for den samme person både at bestille, godkende og overføre betaling for en service.

I rapporten har Rigsrevisionen fundet fejl i 54 ud af 64 undersøgte indkøb.

Lasse Danielsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her