»Der er ingen tvivl om, at sagen er fejlagtigt håndteret. Der er ingen tvivl om, at departementschefen burde have været orienteret med det samme. Men det skyldes altså den særlige struktur (med en koncernstyringsdirektør skudt ind i laget mellem departementschefen og resten af departementet, red.), som jeg har arvet i ministeriet«.
Forsvarsminister Trine Bramsen formulerede sig forskelligt under og efter pressemødet i ministeriet i går. Men hendes budskab var klart hver gang: Departementschef Thomas Ahrenkiel blev orienteret alt for sent, og derfor fik ministeren selv ikke viden om den sønderlemmende kritik af ministeriet og dets ejendomsstyrelse.



























