Forsvarschef fortryder udtalelse i sag om tiltalt hærleder

Det var forkert at udtale, at der ikke skulle iværksættes undersøgelse af sagen om den nu tidligere hærchef, Hans-Christian Mathiesen, lyder det nu fra forsvarschef Bjørn Bisserup. Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Det var forkert at udtale, at der ikke skulle iværksættes undersøgelse af sagen om den nu tidligere hærchef, Hans-Christian Mathiesen, lyder det nu fra forsvarschef Bjørn Bisserup. Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

Forsvarschef Bjørn Bisserup erkender, at han har lavet fejl i sagen om den nu tiltalte tidligere hærchef Hans-Christian Mathiesen.

Det siger han i en udtalelse på Forsvarets hjemmeside.

»Det var en fejl, at jeg udtalte, jeg ikke ville iværksætte en undersøgelse af sagen, fordi jeg blandt andet var overbevist om, at jeg havde sat mig grundigt nok ind i den. Det skulle jeg ikke have sagt«, siger han.

Hærchef tiltales for at fremme konens karriere

Den tidligere topchef i den danske hær Hans-Christian Mathiesen er blevet tiltalt for blandt andet grov pligtforsømmelse og tavshedsbrud.

Auditørkorpset gik ind i sagen efter en række artikler i medierne om nepotisme. Hærchefen skulle have fremmet sin kones karriere gennem magtmisbrug.

Sagen kommer for retten til næste år

Auditørerne begyndte den indledende undersøgelse af anklagerne mod Hans-Christian Mathiesen 19. oktober sidste år.

Det var forsvarsmediet Olfi, der først skrev om sagen.

»Det er godt, at auditøren nu har foretaget en grundig undersøgelse og efterforskning, så vi kan komme nærmere en afgørelse i sagen«, lyder det fra Bjørn Bisserup.

Hærchefen sigtes for grov pligtforsømmelse

Forsvarschefen har ikke yderligere kommentarer til sagen, oplyses det til Ritzau.

Sagen kommer til at køre ved Retten i Viborg til næste år. Den er dog endnu ikke berammet.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her