Den nu hjemsendte direktør i Forsvarets Ejendomsstyrelse, Hans Jørgen Høyer, blev fritaget for tjeneste tidligere på måneden, efter Rigsrevisionen og statsrevisorerne rettede mistanke om svindel i styrelsen.
Svindelskandale i forsvaret koster to direktører jobbetMen en måned forinden, den 1. november, modtog Hans Jørgen Høyer 696.276 kroner i fratrædelsesgodtgørelse, da hans kontrakt udløb. Han blev straks efter genansat i samme stilling, på en anden kontrakt.
Det skriver DR.
»Jeg troede, at nogle lavede grin med mig, for jeg kan simpelthen ikke forstå, at man kan få så mange penge for at fortsætte i sit job«, siger forsvarsminister Trine Bramsen (S) til DR om det, hun selv kalder for et »tordnende højt« fratrædelsesbeløb.
Det overrasker hende, at man ikke har undersøgt om Hans Jørgen Høyer har passet sit job godt nok, da han fik en ny kontrakt i hånden.
Godtgørelsen, som Hans Jørgen Høyer modtog, kommer fra den såkaldte åremålskontrakt, som frem til 2016 blev brugt flere steder i det offentlige for at kompensere topledere for en kort ansættelsesperiode. Udover muligheden for et fratrædelsesbeløb, får en åremålsansat også et særligt tillæg.
Ved overenskomstforhandlingerne i 2015 blev det aftalt, at der ikke længere kan aftales fratrædelsesbeløb, når den åremålsansatte er sikret varig ansættelse efter kontraktens udløb. Der blev også aftalt begrænsninger på fratrædelsesbeløbets størrelse, hvis den ansatte fortsætter i en stilling inden for samme ansættelsesområde. Det fremgår af et cirkulære fra Moderniseringsstyrelsen.
Men ændringerne gælder ikke, som i Hans Jørgen Høyers tilfælde, kontrakter, der er indgået, før ændringerne trådte i kraft i 2016.
Opgør med bonusordninger
Da pengene er overført, og beløbet var en del af Hans Høyers kontrakt, erkender ministeren over for DR, at han derfor også er berettiget til dem.
»Selvom jeg kunne have lyst til at tage hjem og hente værdigenstande og andet og sige, ’det var ikke fair!’, så kan jeg selvfølgelig ikke det«, siger Trine Bramsen til DR, og tilføjer, at hun agter at tage et opgør med bonusser både i Forsvaret, men også i andre offentlige styrelsers ansvarsområder.
Statsrevisorer kræver vidtgående undersøgelse i staten efter mulig millionsvindelHans Jørgen Høyer har ikke ønsket at stille op til et interview med DR, men udtaler i en skriftlig kommentar til mediet, at da han er fritaget for tjeneste, »finder jeg det mest korret at det er min arbejdsgiver - Forsvarsministeriet - der udtaler sig om mine ansættelsesmæssige vilkår«.
fortsæt med at læse




























