»Man vænner sig nok til det«, siger maler Peter Faber med henblik på den nye arbejdsplads, som han de næste 13 år skal møde op på. I øjenhøjde med mågerne. På en 30 meter bred og 14 meter høj stilladslignende platform hængende på siden af Øresundsbroen omkring 20 meter over Øresund. Det er én af tre platforme.
Selv om kold januarluft blæser kraftigt, så skummet på bølgerne indimellem løfter sig, er vind og vejr ligegyldigt, for der er en opgave, der skal klares, som Peter Faber udtrykker det. Og som om, at vind og omskiftelig vejr ikke var nok, så buldrer tog forbi med korte mellemrum.




























