Irans ambassadør har været til møde om spionage

Lyt til artiklen

På et møde med den fungerende iranske ambassadør, Ali Karum Sarmadi, har den fungerende direktør for udenrigspolitik på Danmarks vegne slået fast, at det er uacceptabelt, at iranske og saudiarabiske konflikter har udspillet sig på dansk jord.

Det oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Det sker, efter at tre ledende medlemmer af ASMLA, der kæmper for selvstændighed for en region i Iran, er blevet sigtet for at spionere på vegne af Saudi-Arabien i Danmark.

Det fremgår ikke af pressemeddelelsen, hvornår mødet er fundet sted.

Også den saudiarabiske ambassadør, Fahad Al Ruwaily, har været til en samtale med Udenrigsministeriets fungerende direktør for udenrigspolitik.

Det oplyste udenrigsminister Jeppe Kofod (S) mandag efter et møde i Udenrigspolitisk Nævn.

Her fortalte Kofod, at den saudiarabiske ambassadør på mødet fik besked om, at 'det er fuldstændig uacceptabelt, at der finder spionagevirksomhed sted i Danmark fra saudiarabernes side'.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her