Flere projektiler og afskudte patronhylstre er blevet fundet i en bebyggelse i Holbæk efter et skyderi søndag aften.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi mandag til det lokale medie sn.dk, som konstaterer, at der er tale om det andet skyderi i Ladegårdsparken på mindre end to måneder.
Politiet fik kontakt med to mænd på henholdsvis 18 og 19 år, men det er uklart, om de var mål for skuddene.
Skyderiet skete cirka klokken 21.45, og godt et kvarter senere var der meldinger om en brændende bil på Mogenstrupvej ved Igelsø.
Om gerningsmændene på den måde har forsøgt at fjerne alle beviser for skyderiet, efterforskes nu af politiet.
Også i december blev der i Ladegårdsparken affyret flere skud, og heller ikke ved den lejlighed blev nogen ramt.
I april sidste år blev en 18-årig mand dog dræbt af skud i bebyggelsen. Forbrydelsen er ikke opklaret.
ritzau
fortsæt med at læse




























