Politiheste
I finansloven for 2018 blev der, især efter ønske fra DF, afsat 38 millioner kroner over 4 år til at genindføre det ridende politi. Både Rigspolitiet og Københavns Politi havde inden da afvist fornuften i at reetablere en rytterisektion, der blev afskaffet i 2012. Siden er der lavet udbud om indkøb af heste og opstaldning for i alt 15 millioner kroner. I november 2019 var der i den nye landsdækkende rytterisektion under Københavns Politi tilknyttet 12 ryttere samt 10 heste og yderligere 2 på prøve. I løbet af de kommende år skal der være 20 heste og 25 ryttere.
Mobile politistationer
Den daværende justitsminister Søren Pape Poulsen (K) indførte i 2018 som led i pakken ’Tryghed og nærhed’, at hver politikreds skulle have en mobil politistation, og at den skulle rykke ud mindst to gange om ugen. Kravet blev skærpet i august 2019, så de mobile politistationer nu skal på hjul mindst hver anden dag i hver kreds. Det politiske diktat er blevet kritiseret af bl.a. Politiforbundet for i vidt omfang at være »spild af tid«, da andre vigtige politiopgaver hober sig op. Fagbladet Dansk-Politi har fortalt, hvordan opgaven blandt betjente går under navnet ’kom og klap en betjent’.


























