Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Midt- og Vestsjællands Politi har torsdag anholdt en mand, efter at der blev fundet en mistænkelig pakke, som viste sig at indeholde mad.

Pakke med mad førte til evakuering af Borgerservice i Holbæk

Politiet var tilstede hos Borgerservice på Holbæk Rådhus efter anmeldelse om mistænkelig kasse, som dog viste sig at have et ufarligt indhold.   Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Politiet var tilstede hos Borgerservice på Holbæk Rådhus efter anmeldelse om mistænkelig kasse, som dog viste sig at have et ufarligt indhold. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Det viste sig at være en helt ufarlig pakke med mad, som torsdag eftermiddag medførte evakuering og afspærring af Borgerservice i Holbæk.

Pakken blev anmeldt som mistænkelig af personalet, efter en mand havde afleveret den i bygningen.

Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi Sonny Bonde. Han fortæller, at politiet modtog en anmeldelse om kassen klokken 15.32.

Kassen fandt personalet i Borgerservice mistænkelig, og derfor ringede de til politiet.

»Personalet har fundet en kasse. Vi har afspærret og er på vej med sprængstofhunde«, sagde vagtchefen tidligere torsdag eftermiddag.

»De synes, at det så mistænkeligt ud og valgte at ringe til os«.

Klokken 16.44 har politiet anholdt den mand, som ifølge politiet afleverede pakken. Det er en mand i 50'erne.

»Pakken indeholdt noget ufarligt«, siger vagtchef Sonny Bonde.

Han fortæller, at der var madvarer i pakken, men vil ikke komme nærmere ind på det.

Ifølge Ritzaus oplysninger skal der være tale om smørrebrød.

Lidt efter klokken 21.30 torsdag aften oplyste politiet, at den mistænkte mand er blevet løsladt igen. Han sigtes for trusler.

Ifølge vagtchefen forklarede han forløbet med utilfredshed - både over Borgerservice og generelt.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her