Josephine Fock efter dramatisk afgang fra partiet: Vi kan rejse os selv igen

 Josephine Fock ser dagens dramatiske udvikling som en mulighed for at starte påny i Alternativet. Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Josephine Fock ser dagens dramatiske udvikling som en mulighed for at starte påny i Alternativet. Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

Fire ud af fem medlemmer af Alternativets folketingsgruppe har forladt partiet. Men partiet består.

Det skriver politisk leder Josephine Fock i en udtalelse mandag. Hun er ikke selv en del af folketingsgruppen.

»Jeg vil gerne sige tak til MF-gruppen for deres arbejde, og specielt tak til Uffe Elbæk for at have stiftet partiet sammen med mig og andre gode kræfter i sin tid.

»Det er vigtigt for mig at sige, at Alternativet består«, skriver hun.

Efter mange ugers stor intern uro i partiet efter valget af Josephine Fock som politisk leder har mere eller mindre hele folketingsgruppen altså forladt partiet for at blive løsgængere.

Det drejer sig om stifter og tidligere politisk leder Uffe Elbæk, tidligere politisk ordfører Rasmus Nordqvist, Susanne Zimmer og Sikandar Siddique.

Kun én bliver

Eneste tilbageværende medlem af Alternativets folketingsgruppe er politisk ordfører Torsten Gejl.

»Jeg har ingen kommentarer«, siger han kortfattet efter nyheden.

Josephine Fock skriver i sin kommentar, at hun er 'ked af, at vi i Alternativet er nået hertil', men at hun har respekt for beslutningen fra partiets nu forhenværende folketingsmedlemmer.

Hun byder dog også beslutningen velkommen.

»For nu står vi for alvor med muligheden for en ny begyndelse. Alternativet har et enormt stærkt fundament at bygge på, og nu skal vi rejse os igen«.

»Vi har allerede partistrukturen, vi har et fantastisk politisk fundament, og vi har politisk valgte på alle niveauer, der brænder for projektet«.

»Jeg anerkender, at det bliver hårdt arbejde for os. Men jeg ved, at vi kan klare det«, skriver hun.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her