Krydstogtskibet med 1.400 passagerer, Costa Luminosa, lægger lørdag eftermiddag til kaj i den italienske havneby Savona. 49 danskere er blandt passagererne, der alle skal blive i deres kahyt. De to pensionerede lærere, Brit Pogel på 79 år og Sven-Aage Pogel på 77 år, er blandt de isolerede.
»Det går, som det har gjort de sidste seks dage. Vi kan trisse små 14-15 skridt frem og tilbage i vores kahyt, og ellers løse kryds og tværs«, fortæller Sven Aage Pogel over telefonen.
De er i og for sig ved godt mod. Deres kahyt er til at være i, og de har også en altan, hvorfra de kan nyde solskin og få frisk luft.
Skibet sejlede ud fra Fort Lauderdale i Floria den 5. marts, hvorfra det lagde sig til kaj på Puerto Rico. Her blev de to første af de tre coronaramte patienter hentet i en ambulance af reddere i fuldt udstyr. Siden blev endnu én hentet på Tenerife, hvorefter de fik besked på at blive i kahytterne:
»Vi har været spærret inde i kahytten, siden den 15. om aftenen. Vi stod og ventede på at komme ind i restauranten til aftensmad. Der fik vi at vide: ’gå tilbage til jeres kabine, og bliv der’ - Uden nogen forklaring«, fortæller Sven Aage Pogel.
Siden da har skibet blandt andet ventet på instrukser i Marseille.
Håbede at komme i land i Frankrig
Ægteparret håbede, at de kunne komme i land i Frankrig, frem for at blive sejlet til Savona i Italien. De modtog et brev fra den danske ambassade i Frankrig, hvor der stod, at myndighederne arbejder på sagen. Siden da, har der ikke været mere kontakt.
»I morges, da vi kom til Savona, fik vi papirer, vi skulle udfylde. Det blev jo ikke til noget i Marseille, og nu må vi se, hvad der sker her«, sukker Sven Aage Pogel og uddyber:
»Vi har ikke hørt noget fra nogen. Vi har kun hørt fra vores datter, der har kontakt Udenrigsministeriet. Ellers venter vi bare. Vi kan også ringe til de andre på skibet, som vi har telefonnummer på, men det er også det«.
Ingen service ombord
Heller ikke skibspersonalet er til at få fat på:
»Vi kan ikke ringe til service ombord på skibet. Man vil jo gerne vide, om der bliver gjort rent på et tidspunkt. Men der kommer ingen svar. Der er rigtig meget støv nu«, fortæller Sven Aage Pogel.
Maden er heller ikke noget, der imponerer længere:
»Det er lousy mad, vi får nu her. Hvorimod maden i restauranten var rigtig, rigtig god. Nu bliver vi spist af med noget snask. Ingen frugt, ingen banan, ingen appelsin eller æble. Men rederiet har lovet, at vi får fuld kompensation. Det er jo altid noget«.
Folk tager det pænt
Man har ikke lyst til at udsætte sig selv for smitte ved at gå ud på gangene, fortæller han.
»Men folk tager det pænt indtil videre. Og selvom der efterhånden er meget beskidt, er kahytten på 20 m2 ikke noget at klage over«, siger Sven Aage Pogel.
Udenrigsministeriet er på sagen
Udenrigsministeriet skriver i en mail til Politiken, at de arbejder på højtryk for at få passagerer fra både Costa Luminosa, men også passagerer fra skibet Costa Pacifica, der er ankommet til Genova, hjem så hurtigt som muligt:
»Vi presser derfor på sammen med de øvrige nordiske lande for at få de nordiske passagerer hjem så hurtigt som muligt. Vi er også i løbende dialog med danske rejsearrangører om sagen«, lyder det i mailen.
fortsæt med at læse


























