Sort og gul-stribet tape markerer, hvor eleverne skal stå, når de afventer deres portionsanretninger fra køkkenet. Buffetbordet er fjernet, det samme er bestikbøtter og langborde. Med 10 meter mellem de fungerende frokostpladser ligner spisesalen på Egmont Højskolen, der normalt rummer 215 elever, langt fra sig selv.
I bordklyngen tættest på køkkenet sidder Jonathan Cyril Andersen i el-kørestol sammen med Signe Hohwü og Jacob Lundsgaard Jacobsen. De er 3 ud af 35 elever, der er tilbage efter Mette Frederiksens nedlukning af Danmark.




























