Oprindeligt var planen, at Johanne på ni måneder skulle indkøres i vuggestue fra 1. juni. Men hendes forældre, der bor nær Horsens, har valgt at udskyde det til 1. august i håbet om, at der på det tidspunkt er bedre mulighed for, at Johanne kan få et trygt indkøringsforløb under mere normale vilkår.
»Vi har valgt at udskyde indkøringen, fordi vi frygter for den hverdag, hun ville komme ind i. Indkøringen ville formentlig komme til at foregå på en legeplads væk fra de voksne. Det er en usikker tid, vi befinder os i, og pædagogerne har jo ikke prøvet det her før. Det skal hun ikke være en del af«, siger Johannes mor, Malene Thomsen, der arbejder som pædagog, når hun ikke er på barsel.




























