To mænd på henholdsvis 27 og 35 år blev søndag eftermiddag anholdt i forbindelse med et knivstikkeri i Odense fredag aften.
Den 35-årige er løsladt igen, mens den 27-årige formentlig bliver fremstillet i grundlovsforhør mandag.
Det oplyser vagtchef Milan Holck Nielsen fra Fyns Politi tidligt mandag morgen.
Umotiveret knivstikkeri
Det var en 41-årig mand, der blev stukket i maven ved 21.30-tiden fredag, da han henvendte sig til en mand, der havde chikaneret flere beboere i en ejendom i centrum af Odense.
»En mand havde ringet på samtlige dørtelefoner i ejendommen, og da den 41-årige mand går ned og beder ham om at stoppe, bliver han stukket i maven med en kniv«, sagde vagtchef Milan Holck Nielsen til Ritzau efter episoden.
»Tilsyneladende er knivstikkeriet sket helt umotiveret forstået på den måde, at de to ikke kendte hinanden«.
Det var politiets efterforskning, der søndag førte til anholdelse af en 35-årig og en 27-årig mand.
Den 35-årige er løsladt efter afhøring, mens den 27-årige er sigtet for grov vold, og politiets jurister skal nu vurdere, om man vil kræve ham varetægtsfængslet i et grundlovsforhør.
ritzau
fortsæt med at læse




























