I takt med den trinvise genåbning af samfundet er det vigtigt at få udarbejdet en strategi for udfasning af de mange hjælpepakker til erhvervslivet. Det fastslog den økonomiske ekspertgruppe, der har rådgivet regeringen om genåbningen, i sin rapport fra onsdag. Pointen er at sikre, at samfundsmæssigt vigtige brancher klarer sig og samtidig undgå, at hjælpepakker bruges til at holde liv i samtlige virksomheder, forklarer en af gruppens medlemmer, økonomiprofessor Philipp Schröder fra Aarhus Universitet.
Det vil for eksempel ikke være hensigtsmæssigt, hvis tandlæger og fysioterapeuter lukker, fordi de nye hygiejnekrav betyder, at de ikke kan nå at behandle tilstrækkeligt mange patienter til at sikre deres økonomi, siger han. Her kan der blive brug for en form for kompensationsordning.




























