Sådan bliver reglerne, når du skal i indkøbscenter

Lyngby Storcenter er ligesom landets øvrige storcentre lukket ned, og der er sat afspærring op på gangene. Kun fødevarebutikker har måttet holde åbent.  Foto: Mogens Flindt (arkiv)
Lyngby Storcenter er ligesom landets øvrige storcentre lukket ned, og der er sat afspærring op på gangene. Kun fødevarebutikker har måttet holde åbent. Foto: Mogens Flindt (arkiv)
Lyt til artiklen

Som et led i fase 2 af genåbningen af Danmark må indkøbscentre og stormagasiner åbne fra på mandag.

Erhvervsministeriet og Beskæftigelsesministeriet har sent fredag aften udgivet en række nye retningslinjer, som skal hjælpe centrene og magasinerne med at komme sikkert fra land under coronakrisen.

Blandt andet er der fokus på at undgå kødannelse, mens butikkerne også bør sørge for at holde god håndhygiejne og indrette sig, så der er afstand mellem kunder og personale.

Læs mere her i et udpluk af retningslinjerne:

  • Centre og magasiner skal sørge for, at der er mindst fire kvadratmeter per person og to meters afstand mellem kunder.
  • Indretningen skal være sådan, at man undgår flaskehalse og sammenstimlen. Kø- og slagtilbud skal undgås.
  • Er der mulighed for at lave selvbetjeningsløsninger, anbefales dette.
  • Der skal sikres grundig rengøring og desinfektion af eksempelvis kasseapparater eller andre kontaktflader.
  • Fællesarealer som legesteder og loungeområder skal holdes lukket for ophold.
  • I det omfang, det er muligt, kan det overvejes at lave skilte med maksimalt antal kunder. Man kan også opsætte fysiske barrierer mellem kunder og personale.
  • Alle medarbejdere skal overholde Sundhedsstyrelsens retningslinjer om god hygiejne.
  • Det anbefales at instruere leverandører af varer i forebyggelse af smitte.

Du kan læse om alle retningslinjerne her.

Kilder: Erhvervsministeriet, Beskæftigelsesministeriet.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her