En ældre mand er i en sag om kokain blevet udvist til Marokko efter at have boet 31 år Danmark.
Udvisningen er for bestandigt.
Den 70-årige mand er fredag i Retten på Frederiksberg blevet idømt syv års fængsel for at opbevare 7,9 kilo kokain i sin lejlighed i København. Kokainen blev opbevaret med henblik på videreoverdragelse.
Det fortæller anklager Danni Richter. Den ældre mand har ikke tidligere begået kriminalitet i Danmark, men på grund af sagens grovhed udvises han.
»Det er simpelthen, fordi kriminalitetens karakter er så grov. Så på trods af, at man har været her i rigtigt mange år, at man ikke er tidligere straffet, er 70 år og måske ikke har de bedste helbred, mener man, at han skal udvises«, siger Dannie Richter.
I sagen er en 28-årig mand desuden dømt for at opbevare cirka et kilo ud af de knap otte kilo kokain. Han får tre år og seks måneders fængsel.
Manden var også tiltalt for at have kendskab til alt kokainen, men han dømmes altså kun for en mindre del.
»Spørgsmålet var, om den 28-årige mand kunne dømmes for det hele, idet der kun blev fundet fingeraftryk på en af pakkerne for ham«, siger Danni Richter.
Der er også fundet 134.000 kroner i kontanter hos de to mænd, som er blevet konfiskeret.
Begge mænd har i sagen nægtet at have kendskab til kokainen, og de har anket til landsretten.
ritzau
fortsæt med at læse





























