Også på den anden afhøringsdag i instrukskommissionen blev tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbergs (V) forklaringer i forbindelse med sagen om ulovlig adskillelse af asylpar modsagt.
Modsat hvad Støjberg og i øvrigt også Udlændinge- og Integrationsministeriet tidligere har oplyst, fik Udlændingestyrelsen ikke besked om, at man skulle administrere instruksen om at adskille asylpar, hvor den ene var mindreårig, under skyldig hensyn til loven og konventioner, da Støjberg 10. februar 2016 besluttede at adskille parrene.




























