Antallet af indlæggelser med coronavirus har overordnet set været faldende siden af april.

97 er indlagt med corona i Danmark - det laveste i 80 dage

Arkivfoto. Foto: Jacob Ehrbahn/POLFOTO
Arkivfoto. Foto: Jacob Ehrbahn/POLFOTO
Lyt til artiklen

Der har siden starten af april været en faldende tendens for antallet af indlagte patienter med coronavirus på de danske sygehuse.

Torsdag er antallet opgjort til 97, hvilket er det laveste siden 17. marts. Det viser tal fra Statens Serum Institut. Indlæggelserne toppede i starten af april på 535.

Ud af de indlagte er 17 på intensiv afdeling, og heraf er otte så syge, at de har brug for en respirator til at trække vejret.

Antallet af døde med coronavirus i Danmark er steget med to til 582 personer.

Der er registreret 40 nye smittetilfælde med coronavirus. Det er sjette dag på stribe, at der er 40 eller færre nye tilfælde med virusset.

20 døde i Sverige

Sveriges sundhedsstyrelse melder torsdag om 20 nye registrerede døde med coronavirus.

Det bringer det samlede dødstal op på 4.562, rapporterer tv-stationen SVT.

I alt er 41.883 mennesker testet positive for Covid-19 i landet.

Dødstallet ligger et godt stykke under opgørelsen fra onsdag. Den viste 74 registrerede døde inden for det forløbne døgn.

Men den svenske sundhedsstyrelses tal viser ofte udsving. Det gælder navnlig i weekenden, hvor der kun indrapporteres om få døde.

Tidligere torsdag meddelte regeringen i Stockholm, at den afsætter yderligere 5,9 milliarder svenske kroner (4,2 mio. kroner) til at kunne gennemføre flere test for coronavirus.

Men en test skal stadig aftales med ens egen læge. Det er ikke længere tilfældet i Danmark.

Her kan borgere med mistanke om, at de er smittede selv bestille tid til en test på internettet.

Inden for de 5,9 milliarder svenske kroner skal et større beløb gå til i fremtiden at kunne udføre test for antistoffer. Altså at kunne påvise via antistoffer, at man har har været syg med Covid-19.

Sverige har brugt længere tid end nabolandene på at få et omfattende testsystem op at stå.

En meningsmåling foretaget for SVT viser, at regeringen og den svenske sundhedsstyrelse ikke længere mødes med lige så står tiltro, som i starten af coronakrisen i marts.

Andelen af svenskere, der har meget eller ret meget tiltro til, at regeringen kan håndtere epidemien er sunket fra 63 procent i april til 45 procent nu, viser målingen.

»Nu kræves der en helt anden type håndtering af pandemien i sammenligning med den akutte krisehåndtering, som folk synes var passende for et par måneder siden«, siger lederen for instituttet Novus, Torbjörn Sjöström, der har gennemført målingen for SVT.

OPDATERES

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her