Politi samler dna fra mænd nær sø hvor Emilie Meng blev fundet

Emilie Meng blev fundet dræbt 24. december 2016 efter at have været forsvundet i et halvt år.  Foto: Per Rasmussen/POLFOTO
Emilie Meng blev fundet dræbt 24. december 2016 efter at have været forsvundet i et halvt år. Foto: Per Rasmussen/POLFOTO
Lyt til artiklen

Politiet har de seneste uger bedt flere mænd fra området ved Borup, hvor Emilie Meng blev fundet dræbt i 2016, om at aflevere dna-prøver.

Det skriver det regionale medie sn.dk, der har talt med politidirektør Lars Harvest fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

»Det er rigtigt, at vi er i området og har været det i nogle dage og efterforsker sagen fortsat. Som et led i den efterforskningen tager vi også dna i ny og næ. Så det kan jeg bekræfte«, siger Lars Harvest til sn.dk.

Politidirektøren ønsker ikke at oplyse, om politiet har fundet noget, der har forbindelse til drabet på Emilie Meng, ved hjælp af de mange dna-test.

Ifølge mediet har patruljer de seneste uger bedt et ukendt antal mænd om at afgive dna-prøver. Politiet har ringet på døren hos mandlige borgere, der bor i nærheden af Regnemarksbakke i Borup.

Det var her, at liget af Emilie Meng blev fundet 24. december 2016.

Cirka et halvt år forinden - 10. juli 2016 - var 17-årige Emilie Meng forsvundet fra Korsør Station efter en bytur med sine venner.

Drabsmanden er endnu ikke fundet.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her