Man skal være 13 år for at få adgang til det stadig mere populære sociale medie TikTok. Alligevel var hvert femte barn mellem 9 og 14 år daglig bruger af platformen i 2019, viser DR Medieforsknings årlige rapport. I 2020 og under coronakrisens indelukning af børn og unge er brugen af applikationen eksploderet.
Appen vandt først udbredelse under navnet Musical.ly, og børn bruger den blandt andet til at dele fotos og videoer, hvor de mimer og danser til musik. Men tjenesten er blevet voldsomt kritiseret for at høste børns persondata, ligesom mediets sikkerhedsindstillinger er afsløret som yderst mangelfulde. Tidligere i dag meddelte Indien, at appen nu bliver helt bandlyst i landet.


























