Usædvanlig situation gør det svært at købe bolig

Foto: Thomas Borberg/POLFOTO
Foto: Thomas Borberg/POLFOTO
Lyt til artiklen

Den seneste måned er udbuddet af villaer og rækkehuse på det danske boligmarked faldet med 2,6 procent.

Faldet betyder, at udbuddet er det laveste i ti år. Det viser nye tal fra Boligsiden.

I juni kom tæt på 6.700 huse til salg. Det er på det normale niveau, men der er så meget gang i salgene, at der er tyndet ud i antallet af boliger at vælge imellem for køberne.

Det forklarer Birgit Daetz, kommunikationsdirektør hos Boligsiden, i en pressemeddelelse.

»Når der kommer så mange nye huse til salg, og udbuddet fortsat falder, er det, fordi salget går rigtig godt. De seneste to måneder har vist overraskende flotte salgstal«.

»Sælgerne har forstået, at køberne er der, så de sætter nu til salg i stor stil. De kan bare ikke gøre det i samme tempo, som køberne hiver varerne ned fra hylderne«, siger Birgit Daetz.

Landsdækkende tendens

Det lave udbud af huse på landsplan dækker over en stort set ens udvikling i de forskellige dele af Danmark. I fire af landets fem regioner har udbuddet ikke været lavere de seneste ti år.

Kun i Nordjylland er der nogle måneder mellem 2017 og 2019, hvor udbuddet var lavere.

»Det er en landsdækkende tendens, at udbuddet er lavt. Tager vi Region Hovedstaden som eksempel, er udbuddet faldet otte procent den seneste måned og over 20 procent det seneste år«.

»Årsagen er en kombination af det høje salg og de udfordringer, der har været med corona, hvor sælgerne i en periode tøvede med at sætte til salg«, siger Birgit Daetz.

Ifølge Boligsiden er der også langt færre sommerhuse og ejerlejligheder at vælge imellem for køberne.

Udbuddet af sommerhuse er faldet 34 procent det seneste år, mens der er 16 procent færre ejerlejligheder på markedet nu end for et år siden.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her