Lærer idømt fængsel for samleje med mindreårig, men frifundet for voldtægt. Forældre er knust.

Piges forældre er knuste, efter at lærer er blevet frifundet for voldtægt af mindreårig

Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

En 32-årig tidligere idrætslærer er torsdag blevet idømt to års fængsel i Østre Landsret for at have haft samleje med en 13-årig pige, som han var lærer for.

Dermed kom Østre Landsret til en væsentlig anden dom, end den der var tildelt manden i byretten. Der blev han idømt seks års fængsel for flere voldtægter af pigen.

Dommen vækker opsigt, fordi retten ikke fandt det godtgjort, at idrætslæreren havde tvunget sig til samleje med den 13-årige pige. Derfor kunne retten alene dømme manden for at have haft samleje med en mindreårig.

Pigens forældre skriver i en mail til Ritzau, at det er »dybt bekymrende, hvor lavt retssystemet generelt dømmer i sager om seksuelle overgreb på børn«.

De har valgt at være anonyme. Ritzau kender deres identitet.

Forældrene beskriver, at de er »dybt chokerede, dybt rystede og fuldstændig knust«.

»Seksuelle overgreb er en af de mest alvorlige forbrydelser, der overhovedet kan begås mod et menneske, og som giver livsvarige følger«.

»Når børn udsættes for seksuelle handlinger af voksne, er der aldrig nogensinde tale om frivillighed. Det er altid den voksnes ansvar«, skriver de.

Psykolog fortalte, at pigen er traumatiseret

I Retten i Næstved fortalte en psykolog, at pigen var traumatiseret og udviste tegn på ptsd efter hændelserne.

Men læreren holdt fast i, at pigen selv havde opsøgt ham.

Efter at have været udsendt til Afghanistan i 2008 som soldat fik han ptsd, og ifølge læreren selv medførte det, at han mistede sin dømmekraft og dermed var indirekte skyld i forholdet til den mindreårige.

Manden var tiltalt for adskillige blufærdighedskrænkelser og voldtægter begået i 2017 og 2018.

Af et af anklagepunkterne fremgik det, at læreren havde taget pigen med ud i en skov, hvor han gav hende håndjern og halsbånd på og voldtog hende.

Forældrene understreger, at »et 13-årigt barn aldrig nogensinde vil indgå frivilligt i en sådan relation«, og at det »altid er den voksnes ansvar«.

»16 vidneforklaringer har understøttet vores barns fulde troværdighed, og der har ikke været en eneste vidneforklaring, der har kunnet støtte tiltalte«.

»Vi mener, at vores barn har været udsat for de værste overgreb, et barn kan komme ud for. Det takserer Østre Landsret i dag til to års fængsel og kalder det frivilligt, således at tiltalte nu er løsladt, da han har været varetægtsfængslet det seneste halvandet år«, skriver de.

Enhedslisten vil have opdateret loven

Sagen viser ifølge Enhedslistens retsordfører, Rosa Lund, at straffeloven må opdateres.

»Jeg synes virkelig, at den her sag siger noget om, at børn ikke er beskyttet godt nok mod overgreb i Danmark«, siger Rosa Lund.

Det er helt oplagt for Folketinget at bede Straffelovrådet, som rådgiver regeringen om strafferet, om at se på de paragraffer, som handler om overgreb mod børn og mindreårige, igennem, mener hun.

»Det er vigtigt, at det er juridiske eksperter, som er med til at vurdere, om aldersgrænserne skal ændres. Men jeg synes, det er oplagt at gøre nu i forbindelse med den her sag«.

Ritzau og Politiken

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her