Lyt til artiklen
To kilometer oppe ad en lille bjergvej var der pludselig en parkeret bil, et rødt kræmmerhus på vejen, gestikulerende italienere og en blinkende ambulance bag os i bakspejlet.
Vi holdt så langt ind til siden, som vi turde på den smalle vej, ambulancen kom forbi, og det viste sig, at nogen var faldet ud over kanten på vejen, forstod vi på de gestikulerende folk. En familiefar kom op fra buskadset, grædende, og satte sig ind i bilen foran, som passerede os og kørte videre. Hans kone foldede hænderne og så mod himlen. Vi holdt os for munden. Det måtte være alvorligt. Vi kunne ikke komme videre, det var umuligt at vende, og ambulancen holdt næsten midt på den smalle vej. Vi måtte bare vente i første parket til en ulykke.
