Den seneste tid har vist tendens til stigende coronasmitte i Danmark, og torsdag er der registreret 91 nye tilfælde.
Det viser en opgørelse fra Statens Serum Institut.
Det er det højeste antal smittede, der er registreret på én dag siden starten af maj, når man ser bort fra Statens Serum Instituts opgørelser om mandagen, der også tæller weekenden.
I øjeblikket er der blandt andet et udbrud på Danish Crowns slagteri i Ringsted, der har 32 ansatte med coronasmitte.
Mens der er flere smittede, er antallet af indlagte på landets sygehuse faldet med tre til 18. Tre af de indlagte er på intensiv, mens to er i respirator.
Der er konstateret et nyt dødsfald med en coronasmittet, så Danmark samlet har 615 dødsfald siden starten af marts.
Samtidig har de danske sundhedsmyndigheder torsdag rundet 1,5 millioner coronatest.
Det er fordelt på 1,13 millioner personer og dækker altså over, at nogle er blevet testet flere gange.
Ekspert: Stigning er ikke overraskende
Men selv om antallet af smittede er højere, end vi har set på det seneste, giver det ikke anledning til bekymring hos Jens Lundgren, der professor i infektionsmedicin på Rigshospitalet.
»Det er ikke overraskende med udbruddet i Ringsted«.
»Det er ingen tegn på, at det er en tendens til spredning i hele landet. Samtidig er der et lavt antal indlæggelser, så derfor ser jeg ingen grund til at være bekymret, når man ser isoleret på dagens tal«, siger han.
Opdateres
Ritzau/Pol
fortsæt med at læse


























