Vi kender efterhånden anbefalingerne om at forebygge coronasmitte til hudløshed. Og skulle vi alligevel glemme dem, minder blå plakater og mediebårne budskaber os om dem: Vask dine hænder tit eller brug håndsprit. Host eller nys i dit ærme. Hold afstand. Undgå håndtryk, kindkys og kram. Vær opmærksom på rengøring.
Men sundhedsmyndighederne negligerer, ifølge danske og internationale eksperter, et gammelkendt husråd til borgerne. Et råd, der dels vil begrænse spredningen af coronavirus, dels kan mindske sygdommens alvorlighed, hvis man bliver smittet. Rådet er simpelt: Åben vinduerne, luft ud, ophold dig mest muligt udenfor.


























