To personer er omkommet ved en trafikulykke på Gaabensevej ved Bruntofte på Falster lørdag morgen, skriver folketidende.dk
Det drejer sig om en 31-årig kvinde og en 37-årig mand, som begge kommer fra lokalområdet, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
De to dræbte sad bag rattet i hver deres bil. Der var ingen passagerer i bilerne.
Ulykken skete kort efter klokken 08 lørdag morgen i forbindelse med en overhaling, hvor den ene bil kom over i modsatte kørebane og bragede frontalt ind i en modkørende.
De pårørende er underrettet.
Vejen var efter ulykken spærret for trafik, mens politi og redning arbejdede på stedet. Strækningen er siden blevet genåbnet.
ritzau




























