Knap halvanden procent. Så lidt bruger Danmark af de offentlige forskningsudgifter på at forske i vuggestuer, børnehaver og skole. Det svarer til 315 millioner kroner ud af 24,6 milliarder kroner. Ser man alene på daginstitutionsområdet, bruger Danmark 76 millioner kroner om året. Her er forskningen primært om børnehavebørn og kun lidt om vuggestuebørn. Det viser en ny analyse, som IRIS Group har lavet for Rådet for Børns Læring, der er statsfinansieret, og som blandt andet rådgiver børne- og undervisningsministeren.
De seneste 7-8 år har både forskere og politikere ellers igen og igen understreget, hvor vigtige de første år af et barns liv er for resten af livet. Og Mette Frederiksen (S) gik til valg på at ville være børnenes statsminister.




























