Tre diskoteker i Holstebro blev natten til lørdag lukket af politiet. Det skete med henvisning til regler, der er indført på grund af coronakrisen.
Ifølge Midt- og Vestjyllands Politi mente ejerne af diskotekerne, at de kunne åbne med samme vilkår som værtshuse.
»Det kan de ikke. Deres bevilling er til at drive diskotek«, siger vagtchef Henrik Nielsen. Og ifølge bekendtgørelsen om covid-19 kan diskoteker ikke holde åbent.
Vagtchefen oplyser, at lukningen skete lidt over midnat.
Hvis diskotekerne vil have en ændret status, som sidestiller dem med værtshuse, skal de omkring bevillingsnævnet, lyder det fra politiet.
To af diskotekerne havde allerede fredag haft kontakt til politiet om spørgsmålet, men de valgte at åbne på trods af beskeden fra ordensmagten, lyder det fra vagtchef Henrik Nielsen.
Om der kommer et efterspil i form af et bødekrav, er ikke afklaret lørdag.
I Nordjyllands Politi skred ordensmagten ind overfor menneskemængden i Jomfru Ane Gade i Aalborg sent fredag aften.
Der var simpelt hen for mange mennesker samlet på for lidt plads i forhold til smitterisikoen, vurderede politiet. Værtshusene var dog fortsat åbne.
»Langt de fleste efterkom vores anvisninger. Det er min klare opfattelse, at mange godt kunne se, at det ikke var holdbart. Måske var det for nogle lidt af en befrielse«, siger vagtchef Henrik Beck.
Udendørs fest nær skaterpark i København
Men den slags indgreb er 'ikke optimalt', lyder det.
»Derfor overvejer vi, at hvordan vi fremover kan forhindre, at for store forsamlinger opstår«, siger vagtchefen. Han håber på et samarbejde med restauratører og kommunen.
I Odense måtte politifolk også beskæftige sig med sundhedskrisen. En del restauratører fik i perioden lige efter midnat anvisninger af politiet, oplyser Fyns Politi. Ingen fik dog påbud eller bøder.
I København fik politiet anmeldelse om, at alt for mange var forsamlet til en udendørs fest nær en skaterpark. Men de udsendte betjente mente, at der var færre end 100 mennesker. Derfor blev der ikke skredet ind, oplyser vagtchef Henrik Svejstrup fra Københavns Politi.
ritzau
fortsæt med at læse




























