Smitten med coronavirus går den forkerte vej. Ikke siden foråret er så mange nye personer blevet smittet, og det får myndighederne til at indføre en række restriktioner i hovedstadsområdet, hvor stigningen er størst.
I alt er der 230 nysmittede i Danmark, og alene i Københavns Kommune er de 53 nysmittede.
Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) siger, at der indføres restriktioner i København og 18 kommuner i hovedstadsområdet samt i Odense:
»Forsamlingsforbuddet sænkes fra 100 til 50 personer i de nævnte kommuner. Den planlagte udvidelse af muligheden for at have tilskuere til superliga og andre arrangementer udskydes. Barer og restauranter får begrænset deres åbningstid til midnat«, siger Magnus Heunicke.
I Odense er smittetallet steget hurtigt til 60,7, fremgår det af den seneste opgørelse fra Statens Serum Institut. Det betyder, at der er 60,7 smittede per 100.000 indbyggere.
Til sammenligning fraråder de danske myndigheder rejser til udlandet, hvis et land har flere end 30 smittede per 100.000 indbyggere.
»Vi kan se, at smitten i Odense er koncentreret omkring unge og omkring relativt få uddannelsessteder. Vi kan dog også se en stigning i smitten ved private sammenkomster«, Peter Rahbæk Juel, der er borgmester i Odense.
»Vi har skruet op for informationen til de unge, og vi er i løbende dialog med barer og restauranter. Vi kan mærke en stor vilje til samarbejde, så vi i fællesskab kan få dæmpet smittetallet i Odense«, siger Peter Rahbæk Juel.
Der har været over 1.000 smittetilfælde den seneste uge, siger afdelingschef ved Statens Serum Institut Tyra Grove Krause.
»Det er det højeste i nogen uger siden foråret. Der er 21 kommuner, der nu overstiger grænsen på 20 smittede per 100.000 borgere. Vi skal kun nogle få uger tilbage før det kun var en håndfuld kommuner«.
»Der er en overvægt af unge blandt 20 til 29 årige blandt de smittede. De vil kunne bringe smitten videre til risikogrupper ved eksempelvis familiesammenkomster«, siger Tyra Grove Krause.
De 17 kommuner omkring København er taget med, fordi det ikke giver mening at undtage kommuner, der ligger tæt op ad hinanden. Heller ikke selvom smittetrykket måtte være forskelligt mellem selve Københavns Kommune og de 17 omkringliggende kommuner, siger Søren Brostrøm.
Ritzau
fortsæt med at læse




























